Hvordan kan vi tale om børns trivsel uden at nævne de fysiske rammer, de opholder sig i hver dag?
Den længe ventede rapport fra Trivselskommissionen er netop landet. Rapporten, der har fået stor mediebevågenhed, diagnosticerer tidens trivselskrise blandt børn og unge og foreslår løsninger inden for blandt andet pædagogik, digitale medier og forældreskab. Men ét centralt element glimrer ved sit fravær: børns fysiske omgivelser, især skolernes indeklima.
Det er mildest talt uansvarligt.
Hvordan kan man med alvor og faglig tyngde tale om mistrivsel blandt børn uden at adressere det fundamentale faktum, at en stor del af dem opholder sig i dårligt ventilerede klasselokaler med alt for høje CO₂-niveauer, utilstrækkelig belysning og et generelt indeklima, der hæmmer deres velbefindende?
Dette er ikke en detalje. Det er et gennemgående problem i danske skoler, der er dokumenteret af både danske og internationale forskere. Dårligt indeklima fører til hovedpine, træthed og koncentrationsbesvær. Og alligevel lader Trivselskommissionen til at mene, at man kan tale om trivsel uden at se på, hvad børnene trives i.
Der er ellers ingen mangel på data, der bekræfter, at indeklimaet i danske skoler er en skandale.
Hvordan kan Trivselskommissionen ignorere dette?
Når CO₂-niveauet stiger, falder børns evne til at lære. Når luften er tung og stillestående, daler koncentrationen. Når temperaturen er for høj, forværres mistrivslen. Dette er ikke formodninger – det er videnskabeligt bevist.
Alligevel fylder indeklimaet nærmest intet i rapporten.
Man må spørge sig selv, hvorfor en så vigtig faktor er udeladt. Er det fordi, problemet er for komplekst? Fordi det er lettere at tale om psykologiske og sociale faktorer? Fordi indeklimaet ikke kan fikses med en samfundssamtale?
Sandheden er, at indeklimaet er dybt forbundet med børns trivsel og mentale sundhed. Hvis børn opholder sig i et sundt miljø, vil deres robusthed, læringslyst og sociale trivsel også forbedres. Men det kræver handling – ikke bare flere fine ord.
Trivselskommissionen skriver i sin rapport, at vi skal styrke børns robusthed. Men hvordan skal børn blive robuste, når de ikke engang kan trække vejret ordentligt i deres klasseværelser?
Dette er ikke en debat om småforhold – det er et spørgsmål om fundamentale vilkår for børns hverdag.
Det mest frustrerende ved dette blinde punkt i rapporten er, at løsningerne findes. Teknologi til at overvåge og forbedre indeklimaet i skolerne er allerede tilgængelig, og mange skoler og kommuner har allerede gjort store fremskridt.
Kommuner, der har implementeret indeklimaovervågning, har set en markant forbedring i børns koncentration og trivsel.
Så hvorfor er det ikke en national prioritet?
Hvorfor nævnes dette ikke som en del af Trivselskommissionens anbefalinger?
Hvorfor bliver vi ved med at skyde skylden på skærme, sociale medier og præstationspres, når børn mistrives i de mest basale fysiske rammer?
Rapporten skuffer. Den burde være et startskud for en seriøs samtale om børns livsvilkår – ikke bare om deres digitale vaner, men også om deres fysiske omgivelser.
Hvis vi vil styrke børns trivsel, må vi starte med at sikre, at de opholder sig i et miljø, hvor de kan trække vejret frit, tænke klart og lære optimalt. Det er det første skridt – alt andet er symptombehandling.
Trivselskommissionen må tage ansvar. Politikerne må tage ansvar. Og skolerne må få de ressourcer, de behøver for at sikre et indeklima, der ikke svækker børnene.
Vil du være med til at sætte fokus på det virkelige problem? Del denne artikel – og kræv, at indeklimaet bliver en del af trivselsdebatten.
Er du skoleleder eller kommuneansvarlig? Kontakt os for en gratis vurdering af skolens indeklima – og tag første skridt mod at gøre en reel forskel.
Læs mere her eller kontakt os i dag.
